Studieprojekter
Otte helt eller delvist publikumsinvolverende installationer og etuder, udviklet og afprøvet under Dukke- og Animationsteater Uddannelse på Scenekunstens Udviklingscenter – Odsherrede Teaterskole fra 2011-2013.
1. “Come Play with me” var et forsøg på at se hvad der sker, når publikum – børn som voksne – får lov til selv at udforske og interagere med de sceniske objekter. Ideen var at skabe en form, som løbende foldede sig ud og dermed langsomt afslørede flere og flere ting at interagere med.
Selve øvelsen bestod af en lang smal stimmel, hæftet sammen af forskellige stykker tekstiler og beklædningsgenstande, der var rullet sammen omkring en række objekter – legetøj, dukker, spil osv. Opgaven for publikum bestod i, at en af deltagerne skulle rullede strimlen ud på gulvet i et uvilkårligt (labyrintisk) mønster, mens de andre, efterhånden som objekterne blev afdækket, kunne udvælge en genstand de havde lyst til at arbejde videre med. Reglerne var simple, de måtte udforske, udfolde og/eller animere de ting de havde valgt præcis som de ønskede, men skulle helst forblive i umiddelbar nærhed af det område, hvor de havde fundet objektet.
Udgangspunktet for konceptet var temaerne, Det labyrintiske rumforløb, Processen som sceniske handling og Det interaktivt skabende. Samtidig opererede jeg med ideen om hemmeligheder og afsløring – eller rettere, historiefortælling via afsløring af hemmeligheder, som primært skulle tage udgangspunkt i fysiske genstande. Målet var at introducere en række elementer, som på den ene side rummede en fortælling i sig selv og derved forhåbentlig også kunne afføde små fortællinger og aktioner hos deltagerne. Samtidig ønskede jeg elementer der rent fysisk kunne udfoldes til mønstre og konstruktioner, så der på forskellig vis kunne bygges videre på den labyrintiske idé. Dette, kombineret med at barndomserindringer var et væsentligt tema for det jeg ellers arbejde med, var grunden til at det endte med en masse legetøj, spil osv.
2. “I bunden af min mormors skab” var et forsøg på at gestalte fornemmelsen af det sprøde papir fra gamle ugeblade, rekonstruktionen af mangelfulde ugebladsnoveller og en interimistiske, men intime hule.
Udgangspunktet var en individuel øvelse, hvor vi var blevet bedt om at iscenesætte en anekdote omkring en personlig oplevelse fra vores eget liv. Når jeg har valgt at tage den med her, under temaet Det Interaktivt Skabende, er det fordi resultatet viste sig at relatere ganske oplagt til temaet og derfor også endte med at blive et væsentligt element, i mit afsluttende projekt Min mormors kuffert.
Selve aktionen bestod i at løfte låget af en æske og tage de avisudklip, som lå i den, ud én for én og placere dem rundt om mig på gulvet, for derefter at begynde at sortere og flytte dem rundt, i et forsøg på at få dem til at passe samme. Et umulig puslespil, hvor der uvægerligt måtte opstå huller, da udklippende reelt ikke havde spor med hinanden at gøre, men var klippet uvilkårligt ud af forskellige aviser. Under øvelsen, havde jeg anrettet mig midt på gulvet, med æsken placeret i en armslængde foran mig. Derefter bad jeg publikum om at stille sig i en rundkreds rundt om, med cirka en halv meters afstand til mig, så de både var tilskuere, men samtidig også fungerede som scenografi. Målet var, at de dermed fik følelsen af, i hemmelighed at kigge mig over skulderen, mens jeg udfoldede en privat erindring, som de egentlig ikke var en del af, men alligevel fik lov til at være vidne til.
3. “Min mormors knapæske” var en skitse til et mere forenklet og grafisk udtryk end i “Come play…” , omkring udviklingen af en publikums involverende forestillingsform. Målet var at udforske min egen og de sceniske objekters position som ”historiefortæller”, i processen med at afsløre hemmeligheder, gennem at åbne og hente frem, trække op, folde ud, bygge op osv.
Selve skitsen bestod af en hvid skotøjsæske fuld af mindre æsker, som stod midt på gulvet foran mig. I hver æske lå forskellige ting – bogstaver, spillebrikker, sammenrullede lottosedler, påklædningsdukker, postkort, et fotoalbum, dukkehusmøbler, vatæg, vandpistoler osv. osv. Hver æske kunne tages ud én efter én og placeres på gulvet rundt omkring skotøjsæsken. Æskerne kunne derefter åbnes individuelt og tingene i den lægges ud på gulvet rundt om æsken. På denne måde skabtes et mønster på gulvet, omkring skotøjsæsken og omkring mig, som den der lagde tingene ud foran publikum.
Målet var, at der, i processen med at åbne og lægge tingene ud på gulvet, gerne måtte opstå en vis (evt. ordløs) kommunikation og interaktion med publikum, f.eks. gennem at involvere dem i at åbne og placere, og ved evt. at give dem får lov til at ’lege’ med tingene, før de placeres i mønstret på gulvet (og evt. bliver efterladen-skaberne af denne leg, også en del af mønstret på gulvet).
4. “Se-Røre-Gøre” gik bl.a. ud på, at udsætte deltagerne for tre modsatrettede sanseoplevelser, som til sammen ville komplimenterende hinanden. Samtidig var målet at undersøge om en forhindring/begrænsning, ud over at medføre en umiddelbart frustration hos deltagerne, også kunne skabe en nysgerrighed og anderledes skærpet fokus på det de oplevede. Hvad sker der, når man det ene sted bliver berøvet følesansen og det andet sted synssansen, men samtidig har mulighed for at sammenligne og supplere disse to komplementært begrænsende sanseoplevelser? Hvad sætter det i gang af aktionsmønstre (handlinger) og hvad sætter det i gang af refleksioner (tanker)?
Øvelsen kunne være udført med legetøj eller objekter, som i de foregående øvelser. Jeg besluttede mig dog for, at anvende mere almindelige ting, for at lægge op til mere ordinære dagligdags handlinger – som at tegne kruseduller på telefonblokken, skrive indkøbslister, noter til sig selv, skrive brev til fjerne familiemedlemmer eller beskeder til kæresten, klippe gækkebreve, folde papirhatte osv. osv.
Selve øvelsen bestod af tre sorte æsker, stående på gulvet foran deltagerne. Ens, men alligevel ikke helt ens. Låget på den forrest til venstre, med teksten ”Nok SE men ikke røre”, var gennemsigtigt, så man kunne se alt hvad der lå i den, men ikke røre ved det. Til højre for den, lidt mere end en armslængde derfra, så man var nødt til at flytte sig for at nå den, stod en anden æske med teksten ”Nok RØRE men ikke se”. Denne æske var hermetisk lukket, med undtagelse af en stofbeklædt åbning foran, som lige akkurat gav adgang for en nysgerrig hånd, så man kunne nå ind og mærke på tingene. Et godt stykke bag ved dem begge, stod den sidste æske for sig selv, midt på gulvet. På låget, som kunne åbnes, så man kunne tage tingene ud, stod teksten; ”Nok se, nok røre, men mest af alt GØRE”.
I hver æske lå de samme seks genstande – en notesblok, en blyant, en blyantspidser, et viskelæder, en saks og en rulle tape. Indholdet var dog, ligesom med de tre æsker , alligevel ikke helt ens. I ”Nok SE, men ikke røre” æsken, var alle genstandende helt nye og fine, hvorimod de i ”Nok RØRE, men ikke se” æsken var slidte, beskidte og delvist i stykker. I den sidste ”Nok se, nok røre, men mest af alt GØRE” æske, var alle tingene helt ude af proportioner – nogle var normalstørrelse, mens andre var kæmpestore eller meget små – så intet rigtig passede og fungerede sammen.
5. “Babel-Fønix” var en undersøgelse af, hvad der sker når forskellige personer – over tid, ukoordineret og uafhængigt af hinanden – får til opgave at bygge noget op sammen – et babelstårn, som hele tiden forandre sig, nedbrydes og vokser op igen. Målet var samtidig at undersøge hvilke fysiske muligheder og begrænsninger det valgte materiale havde på processen.
Selve øvelsen bestod af en bunke Bil-o-fix byggeelementer, som blev placeret midt på et billardbordet et centralt sted, hvor alle passerede forbi flere gange i løbet af dagen. Opgaven var simpel, involverede alle der havde lyst og løb over hele weekenden – byg et babelstårn ud af bunken, ud fra følgende regler: A. Byg så vidt muligt altid OPAD. B. Det er tillad at forstærke og forandre konstruktionen undervejs. C. Hvis du f.eks. er utilfreds med eller mangler noget for at kunne bygge videre, så prøv at skille noget ad et andet sted på tårnet, uden at det falder sammen og brug dette til at bygge videre OPAD. E. Hvis tårnet helt eller delvist kollapser eller vælter, må du begynde forfra hvor det nu ligger, ved at demontere og bygge opad igen. ALTID OPAD!
6. “Min Mormors Kuffert” var et forsøg på, i en samlet scenisk installation, at kombinere nogle af ideerne og erfaringerne fra de forrige øvelser jeg havde gennemført.
Selve installationen bestod af en række små og store felter, tapet op i midten af gulvet. I en rand uden om denne ”scene” stod publikum. I hvert felt var der små åbninger, som skabte mulighed for passage til de andre felter. Enkelte felter adskilte sig dog fra de andre, ved at have en stor åbning direkte ud imod publikum, som indikerede at de gerne løbende måtte gå derind og være medskabende med de objekter som befandt sig i disse felter.
Midt på gulvet, ved siden af mig, stod min mormors hvide læderkuffert med rødt betræk, fuld af ting, pakket ind i æsker, silkepapir eller stofposer. Én for én inviteredes de publikummer, som havde lyst til at deltage, til at komme hen til kufferten og udvælge en pakke. Nogle pakker blev pakket op på stedet med det samme, men publikum fik dog kun lov til at se eller røre ved tingene, før de blev pakket væk og de selv blev gennet ud af scenen igen. Andre pakker blev pakket op og publikum fik lov til selv at tage tingene med over til et ledigt felt på gulvet, hvor de kunne begynde at udfolde og udforske dem. Enkelte pakker bar jeg direkte over i et af felterne, hvor jeg pakkede ud og lagde tingene i hænderne på deltageren, før jeg ige forlod feltet og overlod dem til sig selv. Ved hver deltager placeredes et æggeur, som ringede efter 5. minutter, for at give plads til nye deltagere. Efterhånden som kufferten blev tømt og alle felterne fyldt op, samlede jeg tingene sammen i de felter som var blevet forladt, og lagde dem tilbage i kufferten, så nye publikummer kunne komme til. Dermed forandrede installationen sig også hele tiden dynamisk for de øvrige publikummer, som så på udefra.
8. “Følg Lyset” bestod af 100 meter elektrikerrør, 35 knæklys, i et delvist mørklagt rum, med to døre. Publikum blev lukket ind igennem døren i den ene side af rummet, hvor en performer, for hver deltager, aktiverede og sendte et “knæklys” afsted ind gennem elektrikerrøret og derefter hvisker deltagerne i øret “Dette er DIT lys, følg det til den anden side”. Det var herefter deltagernes opgave at bane vejen for deres eget lys, hele vejen igennem labyrinten af rør og ud igennem den modsatte dør. Jo flere deltager, jo større var udfordringen og jo mere samarbejde krævede det af deltagerne undervejs, i virvarret af rør og menneskekroppe i konstant bevægelse.
Idé og udførelse: Katrine Nilsen og Asger Gomez ….
9. “Soloetude med otte meter elektrikerrør” var resultatet af en række forsøg på at undersøge, hvad kropsforlængelser og den udvidede krop har at gøre med bestræbelsen på, at finde en måde at forstå og angribe arbejdet med dukken på scenen? Hvor i kroppen bor dukken? Hvor går grænsen mellem min krop og dukken? Kan en protese have sit eget liv eller er den kun et redskab, en forlængelse, en applikation? Hvornår bliver en protese til mere end blot en kropsforlængelse, og er den kun et ”forstadie” eller kan den transformere sig helt og optræde som en selvstændig dukke?
Med udgangspunkt i kunstneren Rebecca Horns værker som ”Fingerhandsshuhe” og “Scratching both walls at once”, samt Oskar Schlemmers modeller for “Kropslineatur” og “Rumlineatur”, satte jeg mig for at undersøge og afprøve forskellige kunst(færd)ige forlængelser af mine fingre, hænder og arme. Målet var at undersøge hvordan de ville påvirke overgangen imellem mig selv og rummet; og om de, i tilknytningen til min krop, i en eller anden forstand evt. ville konstituere sig som en form for dukke eller i det mindste et animeret objekt.
Jeg startede med at afprøve et sæt teleskopfingre af sammenrullet avispapir, som jeg satte uden på mine egne fingre og dermed forøgede min rækkevidde, så jeg på den ene side kunne nå ud og undersøge rummet omkring mig, på en anden måde end jeg normalt kan, men som samtidig også skabte en afstand, der begrænsede min normale evne til at gribe efter og holde på ting i min umiddelbare nærhed. Disse teleskopfingre udgjorde således en udvidelse af min krop, som på samme tid øgede og begrænsede mine aktionsmuligheder. Samtidig oplevedes de også som et fremmedlegeme der tilførte min krop et element af eget liv, som jeg, pga. af materialet længde og tyngde, helt tydeligt ikke var totalt herre over. Det mest markante element af dukke opstod, når jeg underlagde mig materialets lovmæssighed (stivhed, skrøbelighed, tyngdekraft) og hengav mig til en ren udforskning af hvad selve objektet (teleskopfingrene) kunne og ville, sammen med min krop og med min krop som motor for objektet.
Mit andet forsøg bestod af fingerforlængelser, skabt af 3 m lange og tynde træpinde. De havde, modsat teleskopfingrene af avispapir, en tyngde og fleksibilitet, som gav dem et helt anderledes autonomt liv, og var derfor også langt sværere at styre. Til gengæld gav de en ny mulighed for en langt mere sensitiv udforskning af rummet, hvilket gjorde dem til en interessant mellemting mellem følehorn og selvstændige væsner.
Den afsluttende etude endte op, som et kort loop af en evig sensuel dans i slowmotion, i et rosa rum, iført høje hæle og sort tylkjole, og med et 8 m langt elektrikerrør som intim dansepartner. Elektrikerrøret var så langt, at det, ligesom fingerforlængelserne, konstant skrabede imod loft, vægge og paneler i min svingom med det, hvilket også betød at det konstant forstyrrede publikum, som ofte måtte løfte fødderne, dukke sig eller springe for livet, for ikke at komme i vejen.