Fortune Cookie – Valgets Anatomi

Skitseprojekt

Skitse til interaktiv skulptur, som rent fysisk og bogstaveligt talt indenfor en armslængde, havde til formål at undersøge temaerne Valgets Anatomi og labyrinten som interaktiv Arkitektonisk Dramaturgi. Værket var desuden en undersøgelse af forskellen mellem synlig og ikke-synlig (inter)aktion – og udsprang af tidligere projekter, som Værket vil gerne berøres #123 og Journey to Abadyl.

Scenarie: En lukket kube, ca.1x1x1 m, monteret på et stativ i skulderhøjde, fuld af labyrintiske gange, adskilt af luger og åbninger. Ved at stikke sin hånd ind gennem de udvendige luger ville man kunne afsøge forskellige veje igennem kuben – så langt armen rækker. De låger og åbninger man passerer undervejs, spærrer imidlertid for passagen til og fra andre rum i labyrinten. Når flere personer derfor samtidig er i gang med at afsøge labyrinten, vil der opstå møder og forhindringer under hændernes vandring inde i kuben. Hvordan finder man vej, når man ikke kan se? I små siderum inde i labyrinten, er der desuden gemt korte litterære tekster, rullet sammen som små pergamentruller. Er man fingernem nok, kan man hente en ud og montere den op på væggen i udstillingsrummet. For hver sætning der sættes op eller flyttes rundt, skabes nye sammenhænge og betydninger, som  tilsammen danner et kontinuerligt litterært puslespil.