Julekalender 2021

ADVENTSKALENDER 2021

Velkommen nye og trofaste følgere, til min lille private julekalender, som starter snart – DER ER KUN TO UGER TIL DET GÅR LØS!
“Shyyyyyy!”
“Å undskyld!”
Jeg glemte helt at de stadig sover vintersøvn i dukkehuset. De vågner sikkert snart og går igang med alle juleforberedelserne, men denne gang får de fred for os, for i år bliver julekalenderen lidt anderledes. Nogle har nemlig spurgt, om nisser aldrig tager på ferie og jo det gør de – forår, sommer, efterår og vinter og denne gang får I lov til at følge med.
 
I år er julekalenderen dog blevet til en adventskalender, som starter søndag d. 28. November – 1. Søndag i advent. Følg godt med, for der et kun fire “låger”.
 
God fornøjelse!
 
 
 
 
1. Søndag i Advent: OM FORÅRET
——————————————————
Hvert år, efter nisserne har taget et tiltrængt hvil oven på juletravlheden og har fået overstået forårsrengøringen, tager de altid afsted på årets første ferieudflugt.
 
I år tog de på besøg i skoven, hos Tante Bengt og Farbror Odine, for at hjælpe dem med at pløje og så agern. Tante Bengt og Farbror Odine har nemlig en missionær planteskole, hvor de har gjort det til deres livsopgave at plante verden (eller i det mindste den skov de bor i) til med egetræer. “Der er for lidt Egetræer i verden!” deklarerede Tante Bengt en dag hen over strikketøjet. “Absolute mon Coeur!” istemte Farbror Odine med fransk accent og et henført udtryk i ansigtet. Farbror Odine er altid begejstret over alt hvad Tante Bengt finder på. Ud over planteskolen, har de også et refugie for ukurante husdyr. Det startede med at de arvede familiens sorte får. “Der skal være plads til alle!” proklamerede Tante Bengt resolut, bankede i bordet og tabte en maske og Farbror Odine nikkede, efterfulgt af et lille trilfreds suk. Indtil videre har de en ko der mangler et øre på den ene side og et horn på den anden. “Dæ gøørrr ick spoorrr, sååå læng ‘on kan ‘ør mæ dæn en sid og styr mæ dæn an sid” kvidrer Farbror Odine begejstret. Sidste sommer modtog de desuden en vildfaren højgravid Dalar hoppe, som nu har fået et lige så farverigt føl. “Tja mælken er jo lidt kulørt og smager en smugle af træ, men aldrig har man set flottere oste og bagværk” konstaterer Tante Bengt tørt. 
Jeg tror at bamsen Bjørn drømmer om at få lov til at ride igennem skoven på Dalarhoppen. “Det ville være som at ride på en regnbue” siger han drømmende. “Du kan selv vær en ragnbug” siger Dukke Nisse og prøver at rykke lidt nærmere på det lille føl “se det matcher min kjole!” udbryder hun begejstret “den må bestemt være en nissehest”. “Hmm ja man kan jo aldrig vide” klukler Nissemor Gigglegod “men nu må vi hellere lade dem lidt i fred og komme videre med såningen”.
 
Det der med mælk og ost hørte Lill Tali dog godt, så mens de andre knokler med at pløje, grave og så, sniger han sig op til hoveddøren i håbet om helt tilfældigt at opsnuse en lille godbid. “Man ved jo aldrig” tænker han “Den der gemmer til natten, gemmer til katten”.
 
Hov nåhr jo! Jeg glemte helt at nævne at Tante Bengt og Farbror Odine også er passionerede samlere af påskeæg i alle former, farver og materialer. Kan du få øje på hvor mange de indtil videre har?!
 
God 1. Søndag i Advent – hvis I går en tur i skoven idag, så husk at se efter agern … og æg …. og nisser.
 
2. Søndag i Advent: OM SOMMEREN
———————————————————–
Hver sommer overtaler Trolden Sofusse de andre til at tage med på opdagelsesrejse til søs. I år havde de planlagt at tage til Langeland og besøge gamle venner, men de har det med at blæse ud af kurs.
 
Trolden Sofusse påstår at det er Bamsen Bjørn der har rigget sejlet forkert og Bamsen Bjørn påstår at det er Dukke Nisse der hoster for meget. “Jeg kan ikke gøre for det” pipper Dukke Nisse “Det er alt det saltvand”. “Men se nu hvor alt det hosteri har ført os hen” vrisser Bamsen Bjørn og prøver at favne hele miseren med en pote.
 
Og denne gang ser det virkelig ud til at de er kommet på afveje. Er de mon strandet på en øde ø? “Ush jeg håber ikke her er kannibaler” hvisker Nissemor Gigglegod. “Eller pirater?!” udbryder Bamsen Bjørn håbefuldt. “Det ser nu mere ud til at der er strandet en stor hval” konstaterer Trolden Sofusse, “måske den havde slugt et piratskib”.
 
“HVAD ER DET?!!” råber Dukke Nisse skrækslagen og gemmer sig bad redningskransen “er det en pyrat?”. “Visse vasse” svarer Trolden Sofusse “det er bare en sælunge”. “Ååååååååååhhhh! Må vi…”. “Ikke på vilkår!!” Afbryder Nissemor Gigglegod dem hastigt “I får ikke lov til at tage den med hjem”. “Men den er jo heeeeeelt alene i verden. Må vi ikke nok” plager Dukke Nisse og gør store øjne. “Ja må vi ikke nok” istemmer Bamsen Bjørn. “Nej den går ikke” svare Trolden Sofusse “dens mor kommer lige straks. Hun er bare ude at fange fisk. Men vi kan jo se om den har lyst til lidt selskab, mens vi steger de fisk vi har fanget, for nu er jeg glubende sulten”. “JAAAAAAAAAA” råber de to små i kor og sådan bliver det.
 
Lill Tali er lidt bekymret for om sælungen mon er alt for forslugen, men heldigvis har de fanget rigeligt med fisk, så der er nok til alle. “Nok og nok” tænker Lill Tali “jeg kunne nu godt have spist en rødspætte mere”.
 
Senere vender de næsen hjemad, men ender på Møn og må overnatte der et par dage.
 
God 2. Søndag i Advent – håber I må få ekstra god vind i sejlet idag … og ikke farer vild.
 
3. Søndag i Advent: OM EFTERÅRET
———————————————————–
Om efteråret er det tid til at samle forråd til vinteren. I år var alle fulgt med ud for at finde bær og svampe, bark, nødder og rødder, som de bagefter tager med hjem og sylter og tørrer, så der er nok at tage af, helt frem til det bliver forår igen. Og så skal der selvfølgelig også være lidt ekstra godt til julen.
 
Ifølge tip-tip-tip-oldenisse´s gamle håndskrevne kogebog, så er agernmel bare det bedste at bage julekager af. Så Nissemor Gigglegod sørger for, at de samler rigeligt og dem de ikke får brugt, gemmer de så de kan blive sået på Tante Bengt og Farbror Odines plantage til næste forår. Nissemor Gigglegod vil selvfølgelig også sende dem en stor portion julekager med storkeposten, for hun ved at de får farverige plumkager og kuldsort hjemmestrik retur.
 
Bamsen Bjørn og Dukke Nisse kappes om at plukke størst og mest af de bær og nødder de kan finde. “I skulle hellere hjælpes ad” siger Nissemor Gigglegod med et suk. “Men det er sjovere på den her måde” siger Bamsen Bjørn og Dukke Nisse nikker ivrigt og stjæler tre rønnebær og et agern, mens han kigger væk.
 
“Hmm der hænger endnu flere rønnebær længere oppe. Hvis bare der var nogen der var lille og adrætte nok til at klatre op efter dem” siger Trolden Sofusse tankefuldt og kigger på Lill Tali. “Hmf de er sure” tænker Lille Tali gnavet og vender snuden i vejret “de er jo hverken fugl eller fisk”. “Så så I to, kan I så holde fred” siger Nissemor Gigglegod træt “vi skal også nå at plukke svampe før det bliver mørkt”. “Jaaaaa svampe!” Råber de to små i kor “Hvem kommer først!? Den der finder den største fluesvamp, får lov til at bruge den som rutchebane” siger Bamsen Bjørn ivrigt. “Vent på mig” puster Dukke Nisse “jeg vil også være med til det der brusjebane” og så styrter de afsted i fuld fart. “Hov så vent dog, I ved jo ikke hvor det er” råber Nissemor Gigglegod, men de er allerede over stok og sten.
 
“Fluer?!” tænker Lill Tali interesseret og rejser ørerne “bare rolig jeg skal nok fange dem” tænker han og sætter i fuld firspring efter de to små, i håbet om en lille eftermiddagssnack.
 
God 3. Søndag i Advent – hvis I skal bage julekager idag, så husk at komme godt med agernmel i dejen … og hold godt øje med at der ikke kommer fluer i glasuren.
 
4. Søndag i Advent: OM VINTEREN / FØR JUL
———————————————————–
Hver år, på den sidste søndag før jul, plejer hele familien at tage på udflugt til de svenske skove, hvor Tomte grenen af familien bor. Her mødes de og rister kastanjer over bål og drikker skoldhed glögg i sneen, mens de snakker og leer og synger sammen til den lyse morgen. Men sidste år… tja sidste år kunne de lige som alle andre ikke komme afsted, så i år bliver de for en sikkerheds skyld hjemme og …. improviserer.
 
“Ahh sidder vi ikke bare blødt og behageligt?!” udbryder Trolden Sofusse tilfreds, sætter sig ekstra godt tilrette i snedynen og ser forventningsfuld på de to små. “Mmhmmm” mumler Bamsen Bjørn “men det er altså ikke det samme”. “Nej de’ er så ej .gumle.mumle. i’n snjø” istemmer Dukke Nisse med munden fuld af mad. “Hva’be’har!?” spørger Trolden Sofusse. “Dukke Nisse man taler ikke med mad i munden” belærer Nissemor Gigglegod. “Mrglgylp DERERINGENSNESÅMANKANIKKLAVESNEMÆND og og snejbolkamp” råber Dukke Nisse anklagende. “Hm nej det er selvfølgelig rigtig” siger Trolden Sofusse og ser sig lidt om “men her er da en masse andet man kan lege med. Hele loftet er fuld af ting man kan gå på opdagelse i.” “J’men ingn sjne og jeg EEEEELSKER sjneeee!” hulker Dukke Nisse.
 
“Så så godt ord igen” trøster Trolden Sofusse “vil I høre et eventyr. Jeg kan et der handler om en snemand?”. “Av ja det er sejt, han smelter til sidst ikke!?” siger Bamsen Bjørn og smiler med alle sine tænder så han næsten ligner en rigtig bjørn. “La’vær’mæ’de” siger Dukke Nisse “du’ka’sæl’vær’smelste”. “Smelte” retter Trolden Sofusse “det er også lige før jeg smelter siger han og tørrer sig over panden. “Ja måske skulle vi ikke lægge mere brænde på bålet” siger Nissemor Gigglegod” ellers laver vi bare mærker i dynebetrækket og du skulle ikke sidde med fødderne helt inde i ilden”. “Av for den, så kan jeg bedre forstå at jeg har det varmt” svarer Trolden Sofusse og rykker lidt væk “Nå men vil I høre historien?” spørger han og går igang med at fortælle: “Det skrupknager i mig, så dejligt koldt er det! sagde snemanden…”
 
“Hmpf! Picnic på loftet sagde de, men hvor er maden’” tænker Lill Tali og ser foragtelig på gryden med kastanjer. Han snuser lidt til låget af den kurv han står på og hopper så ned. “Hmmmm er der ikke noget med lofter og risengrød her op til jul? Og hvis ikke, er her garanteret massere af fede spyfluer og sprøde edderkopper. Jeg må hellere se efter” tænker han og lister ind i mørket.
 
God 4. Søndag i advent – jeg håber I har nået at sætte grød op på loftet idag … men uden edderkopper tak!
 
SLUT SPRUT FINALE!!! Så er der ikke mere nisseferie-udflugt, for om under en uge er det juleaften, så nisserne får travlt med de sidste forberedelser, lige som alle os andre. Så tak for i år og tak fordi I fulgte med i min lille julekalender – og rigtig god jul!
 
BACKSTAGE
———————————————————–
For dem der er nysgerrige, så er her et lille kig bag “scenerne” i julekalenderen.
 
OBS! Alt er iøvrigt produceret, fotograferet, redigeret og fundet af mig. Dukkerne er dog skabt af Eva Stergiou fra @nordukker. Og min lille røde kat ´Tali`- ja han er sgu bare sin egen 😉🐱