Pulp – Fiktion #2 er den overordnede titel for en række scenekunstneriske undersøgelser af papirets dramatiske potentiale. Genren er dukke- og objektteater, konceptet er teater i bordhøjde og temaet denne gang er pletter og transformation. Projektet tager bl.a. afsæt i tre dramatiske forelæg: eventyret om Kong Lindorm, sagnet om Fugl Fønix og den græske myte om Ikaros.
Der eksperimenteres med forskellige papirtyper og deres karakteristika i forhold til tema og fortælling. Gennem forskellige folde-, klippe- og modelleringsteknikker, undersøges transformationen af papirarket til rumlig form, sceniske karakterer og landskaber. Derudover vil processer, hvor papiret påvirkes af ild, vand, blæk, voks osv., også blive undersøgt og afprøvet.
Målet med disse materiale- og formeksperimenter er på længere sigt, at danne grundlag for udviklingen af scenografien til en ny bordteaterforestilling for børn og voksne, en slags pop-up scenografi, hvor lag for lag skrælles af, foldes ud og afsløres undervejs i forestillingen, som en aktiv handling i tæt dialog med publikum.
Det hvide ark: Farven hvid forbindes i mange kulturer ofte med jomfruelighed, uskyld og ædelhed, hvorimod den i andre kulturer repræsenterer død og sorg, ja sågar karaktérløshed eller ligefrem fejhed. Men i virkeligheden er hvid teknisk set slet ikke en farve, men derimod det totale fravær af alle farver, som opstår når hele farvespektret af lys reflekteres tilbage. Og når forblændelsen først har lagt sig, så opdager man måske ved nærmere eftersyn, at farven hvid slet ikke er så hvid endda, men at den er fuld af skygger, fuld af pletter, fuld af nuancer og modsætninger.
Pletter og transformation: Når man som jeg har en tendens til perfektionisme, bliver man nogen gange nødt til at udfordre sig selv og sætte den grimmeste plet midt på papiret, som et pejlemærke for nye skævvredne fremdrifter. Lige som Ikaros der får vokspletter på tøjet, fordi han er så overmodig, at flyve højere end vingerne kan bære. Fugl Fønix har vist også en hel del løbesod og aske at fejes ind under gulvtæppet, efter sine mange spontane selvantændelser og Kong Lindorm har adskillige blodplettede lagner og uskyldige jomfruer på samvittigheden. For nogen gange er vi jo også nødt til at acceptere og lære at leve med de pletter livet tildeler os – modermærker, skønhedspletter, pletter på den fine søndagsdug, lapper på knæet, lapper på ægteskabet, pletter på samvittigheden, pletter på æren, en blakket fortid osv. Andre gange er det dog blevet tid til forandring, tid til at slippe tøjlerne og stige til vejrs, tid til at vaske pletterne af sig og begynde på en frisk. Ikaros får et ufrivilligt dyp i havet, som jo nok kan vække en mand til fornuft, hvis ellers det ikke tager livet af ham først. Fugl Føniks lutres af ilden og lader sig genføde af asken. Og Kong Lindorm, som på ingen måde er hverken plet- eller lydefri, lader modvilligt sin monstrøse slangekrop piske til pulp, opløses i lutrende væsker, si igennem det hvide lærred og til sidst, skinnene ren og blottet, blive lagt i armene på … skæbnen, fremtiden, livet – som et fint hvidt papirark til at skrive nye eventyr på? Kan vi gøre det samme? Kan vi bortvaske de pletter menneskeheden har sat på alverden eller de pletter livet har sat på os – efter krig, svig, sorg, grådighed og … sidste søndags familiemiddag?
Eventyr og papir: Myter og folkeeventyr er så dejlig grusomt konkrete, når de beskriver og forholder sig til nogle af menneskenaturens dybeste traumer og skyggesider. Det der fascinerer mig ved eventyret om Kong Lindorm er dets brutale fremstilling og accept af, at mennesket på ingen måde nødvendigvis er født ideelt, uskyldsrent og ædelt, men at det er noget man må kæmpe for og gøre sig fortjent til. Det interessante for mig vil være, at undersøge hvordan man kan gestalte denne indre kamp via et materiale som papir og samtidig herigennem også problematisere livets uperfekthed og de pletter der tager rod og aldrig helt forsvinder.
Men hvorfor i det hele taget vælge at arbejde med papir, når det af natur er så let påvirkeligt og nedbrydeligt et materiale, at det jo ikke umiddelbart virker som et oplagt scenisk valg? Fordi det netop er det grundlæggende modsætningsforhold imellem papirets fysiske sarthed og teatrets drama og aktion jeg finder fascinerende og gerne vil undersøge nærmere. Papirets skrøbelighed og dets evne til at ”tage imod”, lade sig præge og transformere sig, er det der gør det til et interessant medie at arbejde med i denne sammenhæng, ikke bare som et konkret materiale, men også rent kontektuelt.
Download CV (PDF – 311 KB)
Download Projektbeskrivelse (PDF – 123 KB)
Herunder kan ses et lille udvalg af nogle af mine projekter, hvor jeg tidligere har beskæftiget mig, enten med papiret som scenisk materiale, teater i bordhøjde eller mere generelt med dukke- og objektteater i teori og praksis.
Cigar Bums Næse (2016-2017)
var et musikalsk papirteater forsøgsprojekt i samarbejde med Anette Asp Christensen og Wunderverk, baserer på en bearbejdning af Tristan Tzara’s teaterstykke Le Cœur à gaz / Gashjertet. Med inspiration fra Dada arbejdede vi med tilfældighedsprincippet som et metodisk greb og eksperimenterede med af skabe dukker og scenografi ud af collage, print og papir.
Udsigter fra min bedstemors køkken (2016)
var en scenekunstnerisk undersøgelse om at have rødder i et grænse(løst)land, i samarbejde med Anette Asp Christensen og Wunderverk. Resultatet er blevet en lille intime solo-forestilling med dukke, som nu opføres i folks private køkkener, hvor dramaet om krig og kærlighed udspiller sig lige midt på kaffebordet.
Nogle af de scenografiske overvejelser kan høres i dette interview.
Optegnelser og resultater fra research og produktion kan bl.a. ses på denne blog.
OBS! Læs evt. Logbogen omvendt (sidste side først og nede fra og op) så oplever man hele historien bag om forstillingen og den forudgående research kronologisk.
Second Skin Experience (2015-2016)
var et scenekunstnerisk udviklingsprojekt, i samarbejde med Anette Asp Christensen og Wunderverk. Formålet med projektet var, at undersøge dukken som en anden hud, hvor overgangen og mødet mellem dukke og menneske tog udgangspunkt i afstøbninger af performernes egne kroppe, som de på forskellige måder kunne iføre sig og agere med. Ud fra disse afstøbninger, skabte vi en række dukkefragmenter og kostumer af papir og papirler, gips, latex, gaze og nylonstrømper.
Hans og Grete (2014-2015)
startede som et scenografisk formstudie omkring papir og foldeteknikker, som jeg endte med at videreudvikle til en såkaldt bordteaterforestilling for børn. Konceptet tog udgangspunkt i pop-up bogen som et format, der, scene for scene, blev foldet ud og placeret enkeltvis på det sortklædte bord, som udgjorde selve scenen. Slutresultatet var en graduerlig iscenesættelse af et eventyrlandskab i papir, uden andre spillere end mig som fortæller og de miniatureobjekter der var med til at iscenesætte historien.
Nogle af de scenografiske overvejelser kan høres i dette interview.
Læs evt. mere om forestillingen her.
Rolling Stories (2011)
var en danseperformance af og med yvonne wiche levinsen (Wiche Levinsen Productions), hvor jeg både skabte scenografi og konstume, men også var medvirkende omkring konceptudvikling og dramaturgi.
Både scenografi og kostume havde flere funktioner undervejs, og var derfor, på trods sit enkle udtryk, temmelig komplekse og tidskrævende at udvikle.
(Læs evt. mere og se flere billeder og video fra forestillingen her.)
Storvask (2007)
var en scenografisk iscenesættelse af et værk af Kassandra Wellendorfs i Traneudstillingen på Gentofte Bibliotek.
Lange røde tørresnore, med vasketøj af tyndt hvidt papir, løb på kryds og tværs af rummet, omkring de to aktivstationer, hvor man kunne afprøve den interaktive film Storvask. Gik man på opdagelse blandt tørresnorene, kunne man desuden finde ting og sager der ved et uheld havde forvilder sig med ind i kogevasken og sat sine spor – den lille røde sok, som havde farvet fars og mors undertøj lyserødt, legetøjsbilen der havde efterladt dækspor på fars slips, de hjerteformede kappenåle der havde gennemboret venstre brystlomme på T-shirten, bamsen der havde mistet øjne og næse der nu istedet sad på fars skjortelomme osv.
RespOnce – design for breakdown (2004-2005)
var et scenografisk forsknings- og metodeudviklingsprojekt, i samarbejde med PRAMnet og Cantabile 2. Målet var bl.a., igennemen en række teoretiske og praktiske undersøgelser, at udforske det sceniske materiales iboende kvaliteter og betydningspotentiale, for herigennem bl.a. at kunne indkredse de styrende principper og forudsætninger for udviklingen af foranderlig og interaktiv scenografi til fysiske og ”mixed media” omgivelser. Dette førte i første omgang til udviklingen af The RespOnce System og senere til teoriudvikling og praksis inden for feltet Objektets Dramaturgi. (Læs evt. mere her)